Her får du 15 skarpe tip til din præsentationsteknik!
1. Accepter at du er hovedpersonen
Tag opgaven på dig og fold dig ud på gulvet. Tro på dig selv og gem dig ikke bag pult eller i et hjørne. Tvivler du på dig selv, så er det 100% sikkert, at så gør andre det også.
2. Vær nærværende og SMIL
Vis at du er engageret og har lyst til at være i rummet. At du har glædet dig til at se deltagerne, uanset om de er 2 eller 100.
3. Hav god øjenkontakt med dine tilhørere
Få set alle i øjnene under dit oplæg. Vær fast i blikket med hver enkelt menneske 2-3 sekunder ad gangen. Det er den mest enkle måde at udstråle nærvær og interesse på. Tag ikke fejl: Alle mennesker ønsker at blive set og hørt.
4. Bevæg dig og brug dine hænder
Øv dig i at have et åbent kropssprog og lad dine hænder understrege dine budskaber.
Det giver god og energisk effekt at flytte sig rundt på gulvet / scenen. Du skal ikke styrte rundt – det stresser tilhørerne. Til gengæld er behersket bevægelse i lokalet fint og gør at du favner alle deltagere bedre og holder dem på tæerne.
5. Vær ikke nærig med dig selv
Du høster respekt og opbygger tillid og troværdighed, når du deler (relevante) erfaringer, op- og nedture fra dit eget liv.
6. Brug kunstpausen
Den er GRATIS og det mest effektive virkemiddel til at skaffe opmærksomhed og gøre indtryk. Brug kunstpausen før eller efter vigtige pointer, og når du ønsker fuld opmærksomhed. Få sekunder er nok.
Se hvordan du gør her: Skab sensation med kunstpausen.
7. Slip PowerPoint-krykken
Jeg kan ikke råbe det højt nok: En elektronisk præsentation er udelukkende et supplement til dig og din præsentation. En PowerPoint / Keynote skal styrke dine budskaber og få dig til at stråle endnu mere. Overvej derfor nøje relevansen af hvert eneste slide.
Og jeg ved ikke med dig, men jeg har ALDRIG mødt nogen, der glædede sig til at skulle ind og se en PowerPoint-præsentation…
8. Hvad har dine tilhørere brug for at høre om?
Sæt dig i deres sted og overvej, hvad de har BEHOV for at høre fra dig.
Så skru ned for det du har LYST til at tale om til fordel for det, som publikum har BRUG FOR at høre om.
9. Vælg først dine hovedbudskaber
Inden du begynder at producere slides, skal du overveje, hvad dine vigtigste budskaber er. Hvad skal tilhørerne tage med sig fra mødet?
Brainstorm på dine budskaber, brug Filtreringsmodellen og find dine 3 vigtigste budskaber.
10. Strukturer dernæst din præsentation
Opbyg dit oplæg ud fra dine max. 3 hovedbudskaber. Har du kun et minut til rådighed, så er de 3 nok. Alt efter oplæggets varighed tilføjer du underbudskaber. Her arbejder jeg selv med en meget enkel Struktureringsmodel.
11. Vær nærig med dine slides
Maksimalt 1 slide per minut og hellere mindre. Der er tale om det ondeste misbrug, når du anvender slides som manuskript. Har du behov for støtte undervejs i dit oplæg, så skriv i stedet stikord på små papkort. Stikord som trick ‘er det, du skal huske. Du kan eventuelt også notere vigtige tal / fakta på stikordskortene.
12. Vær tidspessimist
Prioriter den tid, som du har fået tildelt således at du har lidt luft.
Det tager altid længere tid at holde oplægget i real tid. Luft giver dig tid til uforudsete ting samt refleksioner og spørgsmål fra deltagerne.
Kan du ikke skabe luft, har du desværre for meget indhold, og så må du luge lidt ud.
13. Øv, øv, øv
Prioriter tid til at træne og lås tid til det i din kalender. Tid til forberedelse kommer ALDRIG af sig selv. Den skal tages med magt. Du skal heller ikke vente på, at du får lyst til at øve dig. Det vil sjældent ske.
I øvrigt er FORBEREDELSE med afstand det bedste redskab til at minimere nervøsitet.
14. Accepter du er nervøs
Nervøsitet er okay. Den sørger for, at du er tændt og oppe på mærkerne. Blot må nervøsiteten ikke løbe af med dig. Vi er hårde ved os selv, så måske hører du til dem, der skal skrue lidt ned for ambitionerne og udvælge 3 konkrete (små) ting, der skal være opfyldt, for at du synes, din præsentation er en succes?
15. Træk vejret
Er du ubehageligt nervøs, så er vejrtrækningsøvelser det mest effektive værktøj her og nu. Du kan udføre dem: Når du venter, er på toilettet og hver aften, inden du skal sove. Træk vejret dybt ned i mellemgulvet og op i lungerne, imens du tæller til 10. Derefter puster du stille ud. Gentag 3-5 gange.
Prøv noget nyt
Til inspiration får du lige et citat med på vejen, det tilskrives Albert Einstein og er godt at have i baghovedet, hvis du undrer dig over manglende resultater.
Citatet lyder i al sin enkelhed “Hvis du gør, som du plejer – så får du, som du plejer.”
Jeg håber, du har fået lyst til at prøve nogle af mine tip af for, hvad er egentlig det værste der kan ske?
Til sidst ønsker jeg dig god fornøjelse med de 15 skarpe tip til din præsentationsteknik.
Jeg håber, du får det sjovt – både med din forberedelse og når du præsenterer 🙂
KH Helle