Skip to main content
Guides til stærkere fremtrædenLister med tips til do´s and dont´sTips og tricks

25 (humoristiske) spørgsmål, der skaber afveksling i dit oplæg

25 (humoristiske) spørgsmål, der skaber afveksling i dit oplæg.

helle-dyrby-hoey-skab-afveksling-i-dit-oplaeg

Frygter du også, at dine tilhørere keder sig under dit oplæg?

Har du det som mange af mine læsere, så savner du tips og tricks til at skabe afveksling i dit oplæg.
At stille enkle og måske retoriske spørgsmål til deltagerne er blot én af mulighederne.

Og det er den mulighed for afveksling, du får inspiration til i dag – under overskriften “Ræk lige hånden op…”

Spørgsmålene kan I stille til jeres tilhørere og har blot til formål at aktivere, interessere og måske vække jeres tilhørere. Gør det især i begyndelsen og ellers et par gange i løbet af et oplæg.

Her får du spørgsmålene, der bryder is og skaber afveksling i din præsentation:

  1. Hvor mange af jer har sovet mere end 6 timer i nat?  Super – så er I alle ultra friske og klar til at høre om …
  2. Hvor mange af jer har sovet mindre end 6 timer i nat? Okay – så skal jeg gøre det kort og præcist, så I kan komme hjem og sove videre …
  3. Hvor mange af jer herinde kiggede på jeres mobiltelefon, FØR I kiggede på ham eller hende, I deler seng med? Okay – så følger/følger I ikke statistikkerne, der siger …
  4. Hvor mange elsker at se lange PowerPoint-shows? Så kan jeg glæde jer med/må skuffe jer, for idag bliver det kort og præcist til en afveksling …
  5. Hvor mange herinde er pænt trætte af at se lange power-point shows?  a. Ingen? Godt for jeg har forberedt 68 slides om …  b) Jer alle! Godt for jeg har skåret ned til et minimum – så glæd jer! Det bliver super godt og skarpt!
  6. Er der nogen af jer, der har prøvet at falde i søvn under en (andens) powerpoint præsentation? Ingen? Og nej, det kommer heller ikke til at ske i dag, for jeg har forberedt …
  7. Er der nogen af jer, der har en teenager i huset?  Og er der nogen af jer, der lige havde en lille kamp med teenageren her til morgen? Så ved I præcis, hvordan jeg har det lige nu. Så bær over med mig, hvis …
  8. Er der andre end mig, der har sådan nogle sorte pletter for øjnene lige nu…? Nej, så er det nok fordi det er mig der står heroppe, og jer der sidder dernede …
  9. Kender I det, at ens hænder bliver helt fugtige og hjertet banker og benene ryster under en? Sådan har jeg det lige nu. Så hvis min stemme ryster lidt, så er det fordi jeg er lidt nervøs, det går over lige om lidt (hold kunstpause) håber jeg…
  10. Hvor mange af jer drejer på sådan en her (viser termostat), når I skal skrue op eller ned for varmen? Find relevant spørgsmål for præcis jeres produkt eller oplægsemne.
  11. Min svigerinde siger, at hvis man ikke har læst en email 2 minutter efter, den er landet i ens inbox, så forsvinder den! Har I det også sådan? Bare ærgerligt for jeg vil gerne bede jer om at slukke jeres mobiltelefoner …
  12. Hvem af jer her i lokalet har egentlig været ansat længst i firmaet? Må jeg høre, hvem …
  13. Hvem herinde har været ansat længst i samme job? Må jeg høre, hvor længe …
  14. Er der andre end mig, der har prøvet at stå og skulle præsentere, og så nægter projektor og computer at tale sammen? Det kan man løse helt enkelt ved at …
  15. Er der nogen herinde, der arbejder i et team? Så ved I også hvor vigtigt, det er, at teamet er sammensat rigtigt…
  16. Hvor mange af jer synes, det er superdejligt at være midt i en forandringsproces? Skønt at se, for det er den indstilling, som vi får hårdt brug for nu (i SKAT …)
  17. Er der nogen løvemødre til stede herinde? Altså sådan en der godt selv må kritisere og skælde ud på sin familie, men i det sekund en anden gør det, så vender I på en tallerken og råber “SÅDAN SKAL DU IKKE TALE OM MIN FAMILIE….”? Så ved I præcis, hvordan jeg har det med det her projekt…
  18. Hvor mange herinde synes forberedelse er opreklameret? Sådan havde jeg det også indtil for nylig, hvor jeg var på kursus i præsentationsteknik …
  19. Er der andre end mig, der har oplevet problemer, når I har skullet opdatere jeres iPhone? Sådan behøver det ikke være …
  20. Hvem af jer rejser på charterferie? Hvor mange af jer har så prøvet at blive skuffet over hotellet, når det ikke helt svarer til billederne på nettet? Det er præcis den situation, vi står i nu …
  21. Hvor mange af jer cykler på arbejde? Så ved I også, hvor vigtigt det er, at udstyret (cyklen) fungerer, når I skal bruge den. Sådan er det også med vores …
  22. Har I prøvet at være i tvivl om, om I skulle klikke på et link i en (underlig) mail? Den lille tvivl vil vi gøre noget ved nu med vores nye …
  23. Hvor mange herinde er usikre på, hvad der er vores/firmaets mission er? a) Ingen … Herligt! Så bliver I hørt i den senere på eftermiddagen … b) Så mange … Så er det godt, at vores direktør kommer i eftermiddag og løfter sløret for, hvad meningen er med det hele …
  24. Hvor mange af jer er spændte på at se vores nye firmalogo? Så glæd jer til senere på eftermiddagen, hvor X kommer og præsenterer …
  25. Er der nogen herinde, der løber? Så kender I også det der punkt, hvor man tror, at nu skal man dø… Og I ved også, at når man kommer over det punkt, så går det faktisk meget godt? Sådan bliver det også med vores nye system. Det bliver hårdt, før det bliver godt …

Som I kan se, er mulighederne for at bryde isen, involvere og skabe afveksling uendelige. Og naturligvis skal I justere på tone og indhold, så der er samklang mellem det, I siger, og deltagernes stemning, men det ved I jo allerede…

Så lad dig inspirere og prøv dig frem. Deltagerne bliver så glade!

Rigtig god fornøjelse!

Helle