Skip to main content
Cases til inspirationGuides til stærkere fremtrædenPræsentationsteknik

Lær af dine erfaringer, som da min bror kom ud af komfortzone

Min lillebror Anders kom ud af komfortzone og fik værdifuld erfaring.

helle-dyrbyhoey-anders-hoey-Falck-komfortzone

Selvom Anders er lillebror, er han en hærdebred og granvoksen mand. Han er Falck-mand og virkelig god til at servicere frustrerede og stressede mennesker, som står i regn, sne og storm med sammenbrudte biler. Virkelig god til at overskue situationer og yde bedst mulig hjælp.

Men han er utrænet oplægsholder og ikke vant til at stille sig op og tale offentligt. Så Anders kom langt ud af komfortzone og høstede hårde erfaringer, den dag han skulle holde et 10 minutters oplæg for ca. 100 mennesker. Anledningen var Falck-infodag. Han stod på Hotel Nyborg Strand og skulle altså underholde om livet som Falck-medarbejder.

Under oplægget gik Anders skrækkeligt meget igennem:

Han svedte. Han var nervøs. Han svedte. Han tørstede. Han svedte.

Niels Thorup, COO, Senior Vice President, Emergency Nordic & UK, Falck, havde ordet lige inden, Anders skulle på. Og skæbnen ville, at Niels Thorup i sin tale kom ind på en del af de emner, som min bror havde planlagt at tale om. I sidste øjeblik gav Anders sig derfor til at strege ud i manuskriptet. Det resulterede i, at da han stod foran publikum, for han vild i manuskriptet, som nu var fuld af udstregninger. Og som i øvrigt bestod af hele talen skrevet ned ord for ord. Med små bogstaver.

Brormand kom ud af komfortzone og gik i sort:

Med andre ord: Min kære bror gik i stå midt i oplægget og kunne ikke finde ud af, hvor han var kommet til. Han kunne ikke huske, hvad han skulle sige, og der var stilhed i adskillige sekunder. Hvilket Anders oplevede som cirka 1.000 år. Erfaringer på den hårde måde.

Anders er sej – og sjov:

Sej som han er, fik han samlet sig sammen efter nogle meget lange sekunder, fik lavet en småkikset overgang til sjove Falck-anekdoter, og der var han på hjemmebane!

Med historier om kvinden, der ringer ind til Falck og siger: ”Jeg er desværre punkteret – – – men det er kun på den nederste del af dækket…”

Anders høstede pænt bifald, ifølge ham selv et af dagens største.

Da han satte sig ned, rystede han så meget på hænderne, at han knapt kunne holde det glas isvand, som han slugte på 5 sekunder. Inklusiv alle isterningerne…

Hvis sandheden skal frem, faldt han først helt til ro ud på aftenen.

Erfaringer på den hårde måde – og værdifuld læring:

Heldigvis er Anders en hårdfør type, som ikke lader sig slå ud. Tværtimod. Og  her er han til stor inspiration for alle, fordi han tog erfaringerne ind og bruger dem til at blive bedre næste gang.

Han noterede sig hurtigt, hvad der var gået galt, og hvad han ville gøre anderledes næste gang.

Helt konkret vil han:

  • Skrive et manuskript, der udelukkende består af stikord
  • Vælge en meget stor og læsevenlig skrift
  • Producere et par slides, som understøtter hans budskaber

Som et lille kærligt råd fra søster til bror vil jeg opfordre ham til at afstemme indhold med de foregående talere, så de ved, hvilke emner de hver i sær vil komme omkring.

Jeg håber, du nød historien om Anders og hans tur ud af komfort zonen.
Og endnu mere håber jeg, at historien vil inspirere dig til at bruge dine egne (barske) erfaringer positivt til at sige PYT og klatre op på hesten igen, hvis du selv prøver noget lignende.

God fornøjelse

Helle

PS: Udover at Anders har taget erfaringerne til sig, så har han faktisk også fået blod på tanden. Fordi han i de (korte) øjeblikke, hvor han var ovenpå i talen, NØD at være på. Det var sjovt, når det fungerede. Og det er lige så vigtig en læring at tage til sig: Saml på de momenter, hvor tingene spiller og alt går op i en højere enhed. DEN følelse skal du huske og bygge videre på 😉