Få dig en feedback buddy til din præsentationsteknik.
Hvorfår får du ikke automatisk konstruktivt feedback?
Problemet med at give præsentationer, holde oplæg, indlæg eller foredrag er, at man sjældent får brugbart feedback.
Især ikke hvis du befinder dig i cheflaget…
Folk er simpelthen for pæne, lidt for høflige og kan ikke lide at give kritik. De synes, det er lidt ubehageligt at skulle sætte fingeren på ømme punkter og vil hellere slå det hen og sige “det gik suuupergodt”. Selvom man godt selv kan mærke, at præsentationen ikke sad helt i skabet. Heldigvis kan du ret enkelt planlægge dig ud af den manglende respons. Det handler om begrebet Feedback Buddy, som jeg vender tilbage til.
Hvad er problemet med misforstået og småfalsk ros?
Din udfordring er, hvis vi skærer helt ind til benet, at du er afhængig af ægte, ærlig og konstruktiv feedback.
Hvis du ikke bliver opmærksom på, hvad der fungerer godt – og hvad der ikke gør, så har du ingen chance for at optimere hverken dit indhold eller din personlige præsentationsteknik.
Feedback er en nødvendighed, hvis du vil rykke dig et niveau op, og hvis du ønsker at opnå større succes med dine præsentationer.
Sådan spænder vi ubevidst ben for den klare kommunikation.
De fleste af os har større eller mindre uvaner i kategorierne:
- Tale for hurtig
- Snuppe endelserne af
- Mumle
- Vende ryggen til vores tilhørere eller mødedeltagere
- Hoste / rømme sig nervøst
- Bruge fyldord og øhhhhh
- Aflevere vigtige pointer med næsen nede i manuskriptet
- Bruge PowerPoint som krykkestok
- Arrangere hår, briller, jakke 100 gange i løbet af oplægget
Ja, du kan selv fortsætte listen…
Der er andre mindst lige så vigtige parametre, der kan gå galt:
- Mangel på indsigt i tilhørernes situation og behov for information
- Struktur (eller mangel på samme) i en præsentation
- Pointer der drukner i byger af uvedkommende information?
- Manglende lydhørhed over for deltagerne og tilhørere?
- Ingen brug af virkemidler = tørt og trist oplæg?
Alle disse eksempler skriger nærmest på konstruktivt feedback. Mit forslag er, at du løser det enkelt og gratis ved at finde dig en Feedback Buddy.
Hvad er en Feedback Buddy?
En Feedback Buddy er svaret på dine ønsker om at få kontant respons på dine oplæg.
Vedkommende er fokuseret på dig, tager noter og overleverer dem efterfølgende.
Sådan finder du en Feedback Buddy:
Du skal alliere dig med en kollega på dit kontor, en deltager på et møde, en person du samarbejder med.
Det skal være en person, du har tillid til, og som du kan indgå en aftale med.
Sådan foregår samarbejdet:
Din Feedback Buddy skal kunne være tilstede under den pågældende præsentation eller oplæg.
Vedkommende skal tage noter om, hvad der fungerer og ikke fungerer i dit oplæg.
Det må gerne være rosende på de områder, som fungerer og som vi gerne vil se mere af. Men endnu mere vigtigt, din Feedback Buddy skal notere de områder – gerne i detaljer – som hang lidt og som kan optimeres.
For at gøre det nemt og overskueligt for din nye bedste ven, kan du bede vedkommende om at tage noter på:
- Din personlige performance
- Dit indhold
- Din kontakt med tilhørerne / deltagerne
Sæt tid af til kort overlevering, når det passer jer begge. Om nødvendigt må det i kalenderen.
Vigtigt om modtagelse af feedback:
Når du får dit feedback på din præsentationsteknik, er det vigtigt, at du modtager kommentarerne i en positiv ånd selvom, det kan være hårdt og irriterende at høre på. Læg bånd på dig selv og begynd ikke at bortforklare eller retfærdiggøre. Tag i stedet imod dit feedback og overvej for hvert punkt, om der kan være noget om snakken. Det er NU, du har mulighed for at ændre på uhensigtsmæssige vaner, måder at præsentere og agere på. Så tag imod ordene med kyshånd!
Eventuelt kan I bytte roller, hvis I begge holder oplæg og præsenterer?
Måske kan I ligefrem strukturere brugen af en Feedback Buddy i firmaet?
Rigtig god fornøjelse
Helle