Skip to main content
Guides til stærkere fremtrædenLister med tips til do´s and dont´s

Få 3 tip til lækre slides af ekspert Ian Wisler Poulsen

Få 3 tip til lækre slides af ekspert Ian Wisler-Poulsen.

laekre-slides-enjoy-speaking-helle-dyrby-hoey-ian-wisler-poulsen

3 designprincipper der optimerer tilhørerens oplevelse og giver lækre slides

Der findes mange designprincipper, der kan bidrage til stærkere præsentationer, men hvis du mestrer disse tre, kommer du rigtig langt med dine slides: Enkelhed, kontrast og billeder.

Enkelhed

”Et design skal være så enkelt som muligt. Alle unødvendige elementer bør fjernes” 

Der er en kraftig tendens til, at oplægsholderen fylder alt for mange (unødvendige) informationer og elementer på deres slides. Det er en misforståelse. De mange elementer i et overfyldt slide drukner den vigtige del af budskabet.

Derfor: Fjern alle elementer, som ikke er absolut nødvendige! På den måde får de få tilbageværende elementer fuldt fokus fra deltagerne, og det enkelte slide bliver mere kraftfuldt.

Først fjerner du hele sætninger, det er ikke meningen, at deltagerne skal sidde og læse dine slides. Du står jo og fortæller!

Dernæst skærer du teksten ned til de vigtige stikord, der er afgørende, for at deltagerne forstår pointen. ”Twitter-metoden” kan også bruges. Den går i sin enkelhed ud på, at der ikke må være mere end 140 tegn på et slide. Prøv det!

Kontrast

“Kontrast kan bruges til at skabe spænding og hierarki i et design.”

Der findes flere forskellige former for kontrast. Her fokuserer jeg på to: Størrelse og styrke.

Du skal bruge kontrasten til at skabe hierarki. På den måde gør du det tydeligt for dine deltagere, hvad der er MEGET vigtigt, og hvad der er knap så vigtigt.

Hvis kontrasten skal have effekt, skal den være markant! Mange oplægsholdere bruger kontrast for at skabe hierarki, men kontrasten er så lille, at deltagerne ikke kan se forskel. Dermed kan de heller ikke afgøre, hvad de skal fokusere på.

Billeder

“Billeder tiltrækker opmærksomhed, bidrager til forståelse og huskes bedre end ord.”

Vi husker billeder mange gange bedre end ord. Det er den vigtigste årsag til, at du som oplægsholder skal anvende billeder til at visualisere dét, du vil fortælle.

Man siger, at ét billede siger mere end 1000 ord. Det passer muligvis, men kommunikationen bliver endnu stærkere, når du kombinerer billeder og ord. Og hvis du så i øvrigt husker princippet om enkelhed, opnår du endnu stærkere slides. Der bør kun være ét billede pr. slide.

En anden god tommelfingerregel er, at billedet skal gå ud til minimum tre kanter! Der skal altså ikke være en ramme mellem billede og kanten af dit slide. Optimalt går billedet ud til alle fire kanter – men minimum tre.

Eksempel på de 3 designprincipper i aktion:

Nedenfor kan du se et eksempel, hvor de tre designprincipper er kombineret. På det første slide er der for meget tekst, og det er tekst, som oplægsholderen skal fortælle. På slide to er teksten altså reduceret jf. princippet om enkelhed. Den tilbageværende tekst er ikke alt sammen lige vigtig, derfor er der skabt et hierarki, hvor ét af ordene er markant større end de øvrige jf. princippet om kontrast. Endelig er billedet forstørret, så det fylder hele slide’et. Det bidrager til en meget stærkere indlevelse i præsentationen jf. princippet om billeder.

Slide FØR:

Før billede

Slide EFTER:

Efter billede

Ian Wisler-Poulsen er Customer Experience Manager ved Tivoliakademiet i Tivoli.
Tivoliakademiet arbejder for at hjælpe eksterne virksomheder med at skabe bedre kundeoplevelser. 

En stor del af Ians arbejde består i at holde foredrag og undervise. Han taler ofte for store virksomheder og på konferencer – også rundt omkring i Europa og i USA. 

Ian er forfatter til en række fagbøger bl.a. “Grundbog i Servicedesign” og “20 Designprincipper”.