Skip to main content
Cases til inspirationTips og tricks

6 Monica Lewinsky-virkemidler, der styrker din præsentation

6 Monica Lewinsky-virkemidler, der styrker din præsentation.

Monica-Lewinsky-helle-dyrby-hoey

“I did not have sexual relations with that woman…… Miss Lewinsky”.

En berømt og berygtet sætning udtalt af USAs daværende præsident Bill Clinton på et pressemøde i Det Hvide Hus, den 26. januar 1998. Googler du sætningen, får du over 43 millioner hits. Nu står “that woman” for alvor frem. I marts 2015 gav Monica Lewinsky en TEDtalk, som foreløbig er set af 3,7 millioner. Jeg har dissekeret talen til dig, så nedenfor får du hands on redskaber til at styrke din egen fremtræden og præsentation. For ikke blot er talen inspirerende – du kan bruge Miss Lewinsky´s virkemidler selv:

Monica Lewinsky gav en glimrende TEDtalk, fordi hun taler åbent, ærligt og personligt. Fortæller med sårbarhed og sødme om den smertefulde proces, det er at begå fejl for derefter at blive kørt over af befolkning og presse. Hvordan det er at blive udstillet og latterliggjort ikke mindst på de sociale medier. Sidst benytter Miss Lewinsky sin egen historie til at sætte fokus på mobning på de sociale medier eskalerer med kranke skæbner til følge.

Der er gisninger om, hvorfor Monica Lewinsky vælger at give en TEDtalk lige nu (= Hillary runs for president) – der er gisninger om, hvorvidt hendes tale er blevet til med ført hånd. Og ja, hun har formentlig fået hjælp til projektet. Det kan man dårligt fortænke hende i, vel vidende at hvert ord, hun siger og hvert udtryk, hun anvender, efterfølgende bliver mikroskoperet.

Jeg vil tillade mig den luksus at se bort fra konspirationsteorierne for i stedet at forholde mig til produktet. Der ser jeg en TEDtalk, der fungerer strålende. Pt. er den set af  3.700.000 mennesker.

Jeg vil anbefale dig at gøre det samme. Når jeg har den med her på bloggen, er det fordi DU bliver i stand til at levere en bedre præsentation ved at lade dig inspirere af hende. Metoderne får du her:

Styrk din præsentation med 6 vitale virkemidler:

  • Storytelling: Hun fanger os med det samme med indledningen: “Da jeg var 22 blev jeg forelsket i …”
  • Troværdig: Virker hudløst ærlig, fordi hun vedgår, at affæren var upassende, fik uoverskuelige konsekvenser og endte med den totale deroute (for hende)
  • Ærlig: Indrømmer fejl (som andre 22-årige også kunne have begået)
  • Ydmyg: Deler smertefulde erfaringer fra presse & sociale medier (opfordrer til refleksion, maner til forsigtighed og omtanke)
  • Karismatisk: Har en rolig, behagelig og varm udstråling
  • Selvsikker: Er fast i blikket, virker afklaret og bruger rolig gestik

Hvad opnår Monica Lewinsky med sin præsentation?

Hun når sit mål. Hun får skabt sympati og forståelse for sin person. Hun formår at male et mere sympatisk og menneskeligt billede af sig selv – end det de 43 millioner hits viser. Og frem for alt får hun sat fokus på problematikken med unge mennesker og mobning på de sociale medier.

Hvad mere kan jeg sige? Look, listen & learn.

Linket får du her til Monica Lewinskys TEDtalk 2015: The price of shame.

Vil du hellere se Bill Clinton bedyre sin uskyld, så får du ham her i et klip fra ABCNews. Hans teknik, vil jeg til gengæld ikke anbefale, at du kopierer.

God fornøjelse!

Helle