Guide til personlig tale til konfirmand, brud eller fødselar
Guide til en sød, humoristisk og KORT tale
Skal du holde tale for et elsket barn, din kommende mand eller en kær vens fødselsdag?
Så deler du formentlig samme kvaler som mange andre.
Kender du nervøsiteten?
Pres og nervøsitet stiger i takt med, at festdagen nærmer sig. For det at skulle holde en tale for familie og nære venner kan være årsag til meget sved på panden.
Du kan være bange for at fejle og falde igennem. Nervøs for at sige noget dumt.
Bange for, at du taber tråden.
Bekymret for, at ingen griner.
Måske er du nervøs for at blive overmandet af følelser?
Har du også drømt dig langt væk?
Samtidig har du også siddet som gæst til rund fødselsdag, konfirmation, bryllup og ønsket du var et andet sted?
Fordi talerne var endeløse og ofte kedelige opremsninger af utallige begivenheder fra lange liv.
Fortællinger af typen ”Man skulle nok ha´ været der for at se det sjove”.
Jeg har været der selv!
Lad mig indrømme med det samme. Jeg har følt mig maksimalt presset.
Dels af præstationsangst og frygt for at falde igennem.
Dels fordi jeg er ret følelsesladet på grænsen til grådlabil. Især når det handler om min nære familie.
Derfor har jeg tidligere altid været bekymret for, om følelserne skulle overvælde mig, så jeg ikke kunne gennemføre min tale.
I dag får du løsningen!
For jeg har fundet ud af en opskrift, som fungerer for mig – og måske også for dig.
Jeg brugte den senest i december, hvor min dejlige mor fyldte 90 år og blev fejret med maner. Kort og godt udvalgte jeg 5 karaktertræk ved min mor, som jeg både kunne tale sødt og drillende om. Se billedet med mit (ægte) notepapir.
Jeg har forsøgt at gøre det kort. Men da jeg gerne vil gøre det så brugervenligt som muligt, har jeg tilføjet konkrete eksempler for at sætte dine egne tanker og ideer lidt i gang.
Here we go.
Guide til personlig tale:
Step 1: Forberedelse
Brainstorm:
Brug 10-15 minutter på at brainstorme på små begivenheder, historier fra jeres fælles liv, anekdoter, kendetegn ved personen (positive/negative).
Step 2: Opbygning
Udvælg:
Gå listen igennem og udvælg 3-5 punkter.
Find den sødeste historie, den sjoveste, den historie med mest kant.
Med kant mener jeg noget, som drillende og humoristisk kan bruges til at beskrive en mindre flatterende side ved hovedpersonen.
Det kan være i forhold til personlighed, vaner, temperament, humør eller tøjstil. Mulighederne er uendelige.
Hold tungen lige i munden, for nu bliver det svært.
Jeg ved, du er fristet til at tage flere anekdoter med, for der var jo også den der gang… og dengang…
Men stå imod! Stol på mig.
Du vil få så meget credit for talen.
Dit publikum vil ligge næsegrus af beundring, fordi du har truffet de svære valg og KUN giver dem det bedste af det bedste.
Nu har du grundelementerne til talen:
Du har udvalgt 3-5 gode elementer at bygge talen op om.
Det er den midterste del af talen, altså selve indholdet.
Nu skal du finde en start og en afslutning på din tale.
Begyndelse og afrunding:
Det er super vigtigt både at komme godt i gang og at få afsluttet med maner.
Igen skal du træffe beslutninger.
Mit bedste råd er, at du skal forberede ret præcist, hvad du vil sige og gøre.
Så har du et fint skelet, som du kan free style ud fra, hvis der sker noget undervejs i talen, eller du vil følge op på reaktioner blandt publikum.
Kom godt fra start med din tale:
Det er meget virkningsfuldt og stærkt at gå direkte på med talen.
Du skal ikke skyde dig selv i foden ved at tale floromvundet om, at du jo ikke er nogen stor taler og så videre.
Publikum VED godt, hvad du laver til hverdag. De VED godt, du er sygeplejerske, chef i en IT-virksomhed eller projektleder i et VVS firma. De forventer ikke taler på Obama-niveau. Ikke denne gang. Måske næste gang.
Er du meget nervøs så se længere nede, hvordan du griber det elegant an.
Forslag til konkrete formuleringer at komme i gang på:
”Da jeg så Vivi i morges med morgenhår og æg i mundvigen, blev jeg så glad. Det bliver jeg hver morgen. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor…”
”Er I klar over, hvor lillebitte, sød og skrøbelig Mads så ud, da han blev født? Og nu sidder vi her og fejrer en stor og stærk…”
“Da jeg gik ind ad døren her for lidt siden, så jeg Helene sidde og lege med lille Alba. Og det er så typisk Helene. Selvom hun har ondt i ryggen/er 80 år/er hovedpersonen i dag, så… “
Forslag til konkrete formuleringer at runde af på:
Det optimale er at binde en sløjfe til din indledning:
”Som jeg indledte med at sige… så er det typisk for Helene … / Jeg håber, hun vil fortsætte med at nyde…”
”Kan I huske jeg begyndte med at fortælle om, hvor lille og skrøbelig Mads, var …. / Nu skal han ud på nye eventyr, vi ønsker ham…”
”Til sidst vil jeg slutte hvor jeg begyndte min tale, nemlig med Vivis frisurer? Skat – jeg glæder mig til mange dejlige morgener med dig og dit altid spændende morgenhår…”
Husk altid at afstemme tone, humor og drillerier med publikum, anledning og normal tone imellem jer.
Vil du gerne slutte af med HURRA?
Så bed publikum hjælpe med at råbe hurra, men husk at fortælle dem inden, om det er 3 korte og et langt, eller hvad du har tænkt dig.
Bare så I er enige, og så den del også står overbevisende og stærkt.
Step 3: Tip til dig selv, når du holder talen
Kropssprog:
Alt hvad du gør, skal du gøre med overbevisning.
Inden du rejser dig, så træk vejret dybt ned i maven 3-5 gange.
Rejs dig op, skub stolen ind til bordet og stil dig bag den, inden du begynder at sige noget.
Smil, ret ryggen og hold hovedet højt.
Hold få sekunders pause, inden du siger de første ord.
Smil, se hovedperson og publikum i øjnene.
Stå på begge ben med let afstand mellem fødderne.
Smil, hold små kunstpauser undervejs efter dine pointer / små historier.
Bevæg dig gerne, stille og roligt.
Tal højt og tydeligt, så bageste bord også kan høre dig. Er du i tvivl, kan du spørge publikum, om de kan høre dig.
Husk at trække vejret undervejs;-)
Nervøsitet:
Er du typen, der er meget nervøs, når du skal holde tale?
Så anerkend din nervøsitet overfor dig selv. Vær ærlig og sig det højt, når du rejser dig. Det virker afvæbnende på publikum og dig selv.
Du kan sige:
”Kender I det, at man sveder i hænderne, hjertet hamrer afsted og man er ved at besvime…? Sådan har jeg det nu! Så bær over med mig… Nu skal I høre…”
Publikum identificerer sig med situationen og de vil være endnu mere med dig.
Jeg håber, du kan bruge min guide til personlig tale.
Lad dig inspirere og tag det, du kan bruge.
Find dine egne ord og udtryk.
Og frem for alt:
NYD DET!
Rigtig god fornøjelse
Helle
PS: Har du brug for en mere faglig udgave, så kan du finde den her i: Guide til den korte tale, som giver dig succes hver gang.