Ligger du under for disse 3 myter i din performance?

Følgende 3 myter om performance møder jeg ofte blandt chefer og ledere, når vi taler om, hvordan deres præsentationer skal være:

  1. ”Det må ikke blive for underholdende, så tror tilhørerne, jeg er poppet…”
  2. “Jeg vil gerne have, at AL min viden fremgår af mine slides…”
  3. “Hvis jeg stiller spørgsmål til publikum, tror de, jeg er uprofessionel…”

Når jeg gerne vil aflive disse 3 myter om performance, er det fordi, de lægger stærke begrænsninger på mine dejlige kunder – og måske også på dig?

Ledere, som hver især er fyldt med energi, passion og viden, og som blot mangler de rigtige værktøjer og greb for at blive “forløst”.

Der både er jantelov og angst for ikke at slå til indbygget i disse myter om performance:

“Jeg må ikke virke for sprudlende og selvsikker, for så tror publikum, at jeg tror, jeg er noget” eller
“Jeg bliver nødt til at dokumentere alt, hvad jeg siger, på mine slides for at virke overbevisende” og
“Jeg må lægge distance til publikum for at demonstrere min ekspert-status”.

Men hey!

For det første vil dit publikum 100 gange hellere overvære en præsentation og en performance med et menneske, som signalerer, at han ER noget. Fremfor at lytte til én, der signalerer, han IKKE ER noget.

For det andet vil dine tilhørere gerne undgå at blive tæppebombet med mange teksttunge slides.

For det tredje vil dit publikum sætte pris på at blive anerkendt og måske ligefrem lyttet til.

Ligger du under for disse 3 myter om performance, som punkterer din personlige gennemslagskraft og forhindrer dig i at skabe sprudlende præsentationer og lydhøre kunder?

  1. Underholdende præsentation = poppet præsentation
  2. Teksttunge slides = demonstration af intelligens
  3. Involvering af publikum = uprofessionalisme & usikkerhed

Hvis du gør, så lad os sammen aflive dem lige på stedet og erstatte dem med følgende:

#1: Underholdende er et positivt ord, som er lig med interessant og fængende:

Underholdende betyder, at du fanger og fastholder dit publikums interesse, uanset om det drejer sig om 5 eller 500 mennesker. Underholdende betyder, at publikum lytter dig og dine budskaber, måske fordi du benytter dig af storytelling? Alt skal doseres korrekt i forhold til emne og målgruppe. Stol på at du godt kan være seriøs OG underholdende samtidigt. Underholdende har den store værdi, at dine budskaber trænger igennem og bliver husket.

#2: Færre og velstrukturerede slides betyder, at du nøje har udvalgt og sorteret i dine budskaber og viden.

Teksttunge slides tager fokus fra hovedpersonen: DIG. Teksttunge slides vækker irritation, fordi de er svære at afkode. Teksttunge slides får dine tilhørere til at miste dine vigtige pointer, fordi de er optagede at at tyde et ulæseligt slide.

Og NEJ – vi kan ikke multitaske. Heller ikke kvinderne. Derfor er det afgørende, at du finder ind til dine hovedbudskaber og får skabt en logisk og enkel struktur i dit stof. Det kan være en krævende proces, som jeg ofte hjælper mine kunder med. Har du mod på selv at gå i gang, få metoden til at finde dine skarpe hovedbudskaber her.

#3: Involvering af publikum betyder, du er interesseret i dit publikum.

Involvering signalerer, du har overskud og tør sætte dig selv i spil. Involvering betyder, at du er lydhør overfor dine tilhørere og deres specifikke behov, problemstillinger og refleksioner. Måske har du brug for rådgivning til, hvordan du helt konkret gør det i dit specifikke tilfælde. Måske er det nok for dig at blive opmærksom på det. Uanset hvad er interaktion med publikum et vigtigt skridt på vejen til at skabe lydhøre ansatte, kunder og stakeholders.

Så gå ud og pust liv i din præsentation. Kig din Keynote eller Power Point efter i sømmene. Lyt til dit publikum og brug det aktivt.

Tak fordi du læste med – hele vejen!

Helle

Se dine muligheder her:

online-kursus-præsentationsteknik-helle-dyrby-høy
privatundervisning-præsentationsteknik-helle-dyrby-høy
pitch-træning-helle-dyrby-høy
bøger-mødeledelse-helle-dyrby-høy
Share
Tweet
Share