Præsentationsteknik gav pote for 92 elever i 7. klasse.
Sidst i august gav jeg 92 unge 7. klasse elever på Engelsborgskolen i Lyngby en saltvandsindsprøjtning i præsentationsteknik. Træningen gav pote og blev givet i forbindelse med stort innovationsprojekt, som skolen har kørt i samarbejde med Arbejdernes Landsbank.
De unge mennesker fik en 45 minutters peptalk med gode råd, tips og tricks til at få succes med en præsentation.
Og hvor var de unger (overraskende) nemme og dejlige at arbejde med – lydhøre og nysgerrige.
Optur for træning i præsentationsteknik havde givet pote
Dagen efter var skønt at høre de mange elever fremlægge deres projekter. De havde fanget mange af mine pointer, og de gjorde sig virkelig umage for at formidle deres projekter på en interessant og engageret måde.
Billedet viser de meget glade og stolte vindere sammen med deres projekt: Et fantastisk femfløjet hus bygget i glasmosaik med plads til fem forskellige religioner i hver sin fløj. Et fint symbol på rummelighed og med mulighed for at få indblik og undervisning i de forskellige religioner. Godt set af de unge i en tid med religiøse konflikter på kryds og tværs.