Skip to main content

Sådan skriver du en tale.

Til inspiration for dig, har jeg fabrikeret en enkel model, så du kan bevare overblikket. Du kan bruge den uanset hvilken anledning, du skal tale i.

Du kender det. Din datter eller søn skal konfirmeres. Din bedste ven fylder rundt. Måske skal du selv giftes?

Det klassiske scenarie er, at som tidspunktet for festen nærmer sig, så stiger presset på dig.

For selvfølgelig skal du holde en tale. Og gerne en succesfuld en af slagsen. Du går og tænker over, hvordan du skriver og holder talen. For der er udfordringer. Måske fordi du:

– Ikke ved hvad du vil sige?
– Savner en helt enkel struktur?
– Er bange for at blive overvældet af følelser?
– Er nervøs for – at blive nervøs

Jeg har været der selv. Utallige gange. Elskede børn er blevet konfirmeret, non-firmeret, er blevet studenter og er fyldt 18.

Og så er jeg jo også blevet gift.

Ved alle lejligheder har jeg været bange for at blive overmandet af følelser. Fordi jeg er så rørstrømsk. Derfor har jeg ofte afstået fra at holde en tale, selvom jeg inderligt gerne ville have sagt noget. Til mit bryllup VILLE jeg holde en tale til min mand. Gerne en smuk tale. Og jeg havde forberedt mig til tænderne. Havde holdt talen utallige gange for mig selv – uden problemer.

MEN da jeg stod der i den smukke sal, omgivet af de mennesker jeg holder af og elsker: Børn, familie, venner – min splinternye mand – ja, så kom klumpen i halsen alligevel. Og tårerne i øjnene også. Stemmen blev grødet og jeg fik kun hakket mig igennem med nød og næppe.

Hvad gik “galt” ved den lejlighed?

To ting tror jeg.
For det første anerkendte jeg ikke, at det er sådan, jeg har det.  At jeg ER et følsomt gemyt, især når det handler om de mennesker, jeg holder allermest af.

For det andet havde jeg ikke en skarp struktur. Det vil sige, at jeg havde ikke et skelet at holde mig til – og ingen elementer til at afmontere følelserne. Og det er ikke fordi jeg har noget imod at blive rørt – og har heller ikke noget imod at vise det. Men jeg har noget imod, at følelserne kører afsted med mig, så jeg har svært ved at fuldføre mit projekt.

Dette indeholder den underholdende tale:

– Personlighed
– Humor
– Ydmyghed

– samtidig bør den holde fokus på modtageren af talen.

Og den må hellere være for kort end for lang.  5-6 minutter er passende, med mindre du er ordekvilibrist, stor humorist eller meget poetisk anlagt.

Sådan skriver du en underholdende tale:

Til inspiration for dig, har jeg fabrikeret en enkel model, som du kan bruge uanset hvilken anledning, du skal tale i.

Den hjælper dig til at bevare overblikket, så du undgår at ryge ud ad utilsigtede tangenter. Talen bliver relativt kort 6-7 minutter – hvilket de fleste gæster vil takke dig højlydt for. Samtidig giver den mulighed for følsomt at fremhæve personlige sider ved den person, som du taler til.

Her får du opskriften.

Sådan skriver du talen

Sidst et par gode råd til den nervøse:

Først og fremmest skal du vide, at det er helt normalt at være nervøs. Det er de fleste.

Sig til dig selv, at det er okay i stedet for at bekæmpe nervøsiteten.

Til gengæld er det rart at kunne styre nervøsiteten, så den ikke styrer dig.

Det gør du ved at tage dybe vejrtrækninger, helt ned i mellemgulvet, lige før du skal holde talen. Og også gerne under. De dybe vejrtrænkninger tager toppen af adrenalinen.

Du kan også sørge for at få øjenkontakt med et par af dine gode venner i starten, det giver dig tryghed. Når først du er i gang kan du udvide “territoriet” til andre gæster. Og hold endelig god øjenkontakt – det skaber nærvær.

God fornøjelse med talerne,

Helle